Beretninger

Et bevæget liv.

Anders Petersen blev født i Kalundborg den 31. juli 1824 som søn af murer Peter Jørgensen. Han opholdt sig i Kalundborg til sit 7. år, da forældrene flyttede fra byen og bosatte sig i Svenstrup.
Den unge knægts barndom formede sig som de fleste af hans ligestilledes, det vil sige med hårdt arbejde.
Efter at have afsluttet sin skolegang i Vollerup Skole kom Andreas Petersen i murerlærer; men professionen tiltalte ham ikke, da han havde rejseblod, der ikke lod ham i fred nogen steder, Når han stod oppe på stilladset, glemte han arbejdet, og drømte om de store fjerne byer, hvor skove af spir og tårne tegnede sig mod den solklare himmel, som han havde læst om i skolen. Forældrene strittede imod at han forlod professionen, men endelig gav de efter, og glad og fornøjet satte den unge Anders kursen imod Kalundborg, hvor han fik hyre ombord på skonnerten “Elida”, der blev ført af kaptajn Gram og som gik i fart på Kalundborg og England. Med dette skib pløjede Anders Petersen søen i 2 år, men under et af opholdene i England, blev han ked af de små forhold, der var om bord, og en skønne dag deserterede han og satte kursen mod Amerika, som var datidens eventyrland.

Han holdt sig imidlertid ikke i ro i lang tid, Når han færdedes ved havnen i New York og så de store sejlere, der var for ind- og udadgående, kom feberen atter over ham, og til sidst gik han på langfart med et stort sejlskib, der såvel pløjede det store Ocean som Atlanterhavets og Middelhavets bølger. På en af turene, vi gjorde fra Kina til Amerika, blev vi overfaldet af et lille kinesisk sørøverskib.

Disse overfald hørte dengang til dagens orden, og det gjaldt derfor om at være bevæbnet til tænderne, for at holde pakket på afstand. Som sagt, vi kom fra Kina ladet med the og silkevarer, og vi var ikke kommet ret langt ud i Rum Sø før vi opdagede, at vi blev forfulgte, og det blev vi et godt stykke tid, da sørøverne ikke syntes at give sig i lag med os. Men på tredje dagen fandt imidlertid min kaptajn, at han gerne vil sende sørøverne en venlig hilsen, og det gjorde han ved at affyre en kanon lige foran sørøverskibets bov. Besætningen der ombord besvarede straks hilsenen ved at sende os fem skarpe skud, som tildeles ødelagde vores sejl. Kaptajnen ombord i vores skib var en modig mand, og han kommanderede alle kanonerne frem. Nu påfulgte der en heftig kamp, hvor sørøverne trak det korteste strå, i det vi skød deres skib i sænk, hvorved hele mandskabet, som talte et par hundrede mand, fandt deres grav i bølgerne.
Efter den lille skærmydsel satte vi kursen mod New York, hvor de passerede blev meddelt autoriteterne, hvorefter vi alle blev afhørte med det resultat, at det blev betydet os, at vi havde handlet i lovens ånd.
Ved ankomsten til Amerika fik Anders Petersen en styrmandsplads ombord på ét af skibene, der går i fart på de store søer. Under arbejdet ombord var han imidlertid en dag så uheldig at få overbalance og falde udenbords, hvilket nær var blevet hans død. Det var en kold vinterdag og han havde allerede været til bunds et par gange, da en kammerat kom til og fik han bjerget på det tørre igen.
I alt sejlede Anders Petersen i 8 år fra Amerika. I de sidste 4 år hørte han aldrig noget herhjemme fra, skønt han havde både sine forældre og sin kæreste at tænke på; men måske var det ham, der ikke var så flittig til at skrive, som han burde være, eller måske var det postvæsenet skyld. Men en aften skete der en tildragelse, der bevirkede at han atter kom i forbindelse med sin kæreste. Han sad nemlig alene i kahytten og læste, da han på dansk hørte en ryst udbryde “Hvad bestiller du. Anders?” Anders Petersen, at han straks for op på dækket, men der var ingen, da hele besætningen havde landlov. Han blev helt underlig til mode og fik en stærk længsel efter hjemmet og sine pårørende, at han straks satte sig til at skrive til sine forældre og kæreste. Nu gik han i lang tid og ventede forgæves på brev, og endelig en dag kom der da også et til ham med et dansk frimærke, og da han havde læst det, viste det sig at være fra hans kæreste, der ikke havde glemt ham, trods den lange tavshed. Straks gik han til kaptajnen, forlangte afmønstring og satte med det samme kursen mod New York, for derfra at rejse til Liverpool, en rejse, der foretoges med et sejlskib og varede akkurat 27 dage. – Fra Liverpool forsattes rejsen over Hull til Hamborg og derfra videre til Korsør og Slagelse, fra hvilket sidste sted han tiltrådte turen til fods, da der på den tid ikke fandtes postdeligencer, langt mindre toggang.
Den 2. februar 1854 nåedes hjemmet i Svenstrup, og hans hjemkost vagte naturligvis stor glæde; men der var dog nogle hindringer at overvinde, og først var der da den, at han tildeles havde glemt sit modersmål ude i det fremmede.
Opholdet skulle imidlertid ikke blive af lang varighed, i det krimkrigen var udbrudt, i hvilket anledning Anders Petersen blev indkaldt til at aftjene sin værnepligt ombord i en Korvet, der havde til opgave at ledsage de franske og engelske krigsskibe ned gennem Storebælt (Være Politivagt).
Efter at han omsider havde udstået soldaterlivet, vendte han på ny tilbage til hjemegnen, hvor han straks efter giftede sig med sin kæreste, Kirstine Hansdatter, en datter af Hans Rasmussen, Saltbæk. I 2 år opholdt det unge par sig i nu i hendes hjem; men omsider kom de i tanke om, at de ville have sig en ejendom, og i den anledning flyttede de til Brændemosen, hvor de fik 10 tønder land og samtidig fik de opført en lille ejendom, som Anders Petersen siden har afstået til sin søn.
Det agtværdige ægtepar, hvoraf konen siden afgik ved døden, har i alt haft 5 børn, hvoraf ét barn er afgået ved døren. De 4 levende Christian Andersen, Saltbæk, samt en datter, Anna, gift med træskofabrikant Jørgensen, Nyholmstrup ved Slagelse, Hans Peter Andersen, som er bestyrer på “Birket” mellem Holbæk og Nykøbing, samt endelig Lars Peter Andersen, hos hvem faderen opholdte sig til sin død.

 

 

 

Gørknøs

På vejen mellem Vollerup og Svenstrup finder man det mærkelige navn Gørknøs. Man kan ikke umiddelbar se dets oprindelse, men hvis man deler det i stavelserne Gør og knøs fortæller Nudansk Ordbog os, at knøs egentlig betyder “klump”. Det stammer fra oldnordisk “knauss”, der betyder “bjergknold”, og i jysk dialekt er det blevet til “knøs” , “en lille forhøjning”.

Stavelsen gør finder vi i bynavne som Gørlev og Gørding. Den stammer fra det middelalderlige gor, der brugtes som betegnelse for halvt fordøjet føde i  dyrenes indvolde. På svensk dialekt er det blevet til ordet “går”, der betyder “smuds” og i stednavne anvendes om et sumpet terræn.

Efter denne forklaring vil ordet “Gørknøs”  for mig betyde “En lille bakke ved en sump”. Måske findes der en anden forklaring; men det lyder da meget sandsynlig, ikke ?

 

Peter Fyrbøder                                            

Peter Fyrbøder eller Peter Nielsen, som hans døbenavn navn var, blev født oppe i Nordsjælland, hvor hans far var parcellist. Som voksen kom han til at arbejde under brændeforvalter Ottesen i statsskovene, og da Ottesen i 1894 blev udnævnt til inspektør ved Kysthospitalet i Kalundborg, fulgte Peter Nielsen med og blev antaget som kusk den 1. maj 1875. Dette embede blev han dog ikke i ret længe og efter 1½ år blev han udnævnt til fyrbøder.  I 1877 blev han gift med Ane Margrethe Nielsen, og de købte et lille husmandssted i Raklev, som han passede sammen med sit arbejde på Kysthospitalet, hvor han mødte kl. 5 om morgenen og sluttede kl. 7 om aftenen. Når han efter traveturen til Raklev kom hjem til Ane, kunne han så taget fat på arbejdet med sin lille ejendom.

Den første sommer var der kun 15 patienter, og hele personalet bestod af en sygeplejerske og en gangpige; men allerede næste sommer blev der antaget en sygeplejerske mere, samt 3 – 4 gangpiger. Patienterne begyndte nu at strømme til, og hospitalets eneste læge, professor  Schepelern havde en lang arbejdsdag.

Imellem Peter Fyrbøder og Schepelern var der igennem de mange år, de arbejdede sammen, blevet oparbejdet et glimrende samarbejde, ja, man kan vist godt kalde det venskab, og da Peter Fyrbøder var fingernem, begyndte han snart at lave bandager til de små vanføre patienter, og det er sikkert ikke små summer, han på denne måde har sparet Hospitalet for igennem de 50 år Peter Fyrbøder arbejdede der. I dag anvendes der aluminium til bandagerne; men efter Schepelern´s anvisning blev der brugte savklinger, som tænderne blev filet af. Senere blev man dog klar over, at det var unødvendigt at file tænderne af, for man opdagede, at man kunne købe båndene uden tænder.

Om det daglige liv i Raklev og omegn fortæller Peter Fyrbøder mange interessante træk fra de første år, han var bosiddende herude. Der herskede et særligt godt forhold mellem husmænd og gårdmænd. Kun få steder kom de to stænder så meget sammen. Det gav sig særligt udslag i de fastelavnsstævner, der blev holdt i Raklev sogn.

Fastelavns søndag samledes byens befolkning på et bestemt sted – i mange år var det hos Jørgen Larsen, Jens Larsens far, og her

 

dansede man så natten igennem. Traktementet var ikke ovevældende. Dem der boede langt væk havde mad med til gildestedet, mens de nærmestboende spiste hjemme. I løbet af natten fik man kaffe, og naturligvis manglede der ikke en snaps ved disse lejligheder. Det var en fast regel, at man skulle have en snaps, når der sprang en streng på spillemandens violin, og husmand Jens Larsen, som var spillemand ved  mange af disse gilder, var et helt jern til at tage hårdt på strengene, så der ikke så sjældens sprang et af disse, og Jens Larsen var en menneskekærlig natur, som altid gav sig god tid til reparationerne, så klukflasken fik rigelig tid til at vandre rundt.

Mandag morgen kørte man til de nærmeste naboer for at spise frokost, som gerne bestod af spegesild, og efter dagen var gået med at slå katten af tønden og med andre forskellige lege, samledes man igen om aftenen på samme sted som om søndagen – og så gik

det løs igen med dans natten igennem, og som regel varede lystighederne ugen ud. Peter Fyrbøder fortalte, at han en gang dansede til mandag morgen kl. fem, hvor han jo skulle ned på hospitalet, og efter han var færdig der kl. syv, skyndte han sig op til Jørgen Larsen, hvor dansen allerede var i fuld gang, og så klemte han på igen til tirsdag kl. fem, og det eneste men han fik af den tur var, at en af de dansende havde trådt ham så forbistret på den ene tå.             Det var såmænd en billig fornøjelse, fortæller han videre, for når de skulle gøre udgifterne op, blev det som regel  sådan noget som 66 øre pr. mand.

I gilderne deltog også borgere fra Kalundborg. Således var murermester Henrik Sørensen gennem mange år . Sørensen var barnefødt i Raklev, og han blev ved at følge de gamle skikke, der var rådende i byen. Det samme var tilfældet med snedkermester Frederik Larsen i Skibbrogade.                                      Det var dog ikke alene lystigheden, byens beboere kunne samles om. Også når det var mere alvorlige ting, det drejede sig om, herskede der i Raklev by en enighed og forståelse, som var ret enestående.

Men pengene var små, og det var nødvendigt, at udgifterne ikke løb for højt op. Da Peter Fyrbøder begyndte på hospitalet var lønnen 2 kr. 30 øre om dagen på egen kost. Ved nytårstid fik han et gratiale på 20 kr. for sit arbejde med bandagerne og hvad andet ekstra arbejde han gennem året havde haft.

Gennem 22 år passede Peter Fyrbøder sit lille landbrug ved siden af arbejdet på Kysthospitalet, men så byggede hospitalet et lille hus i Anlæget, som han flyttede ind i, og her har han boet i 28 år. Det var det hus, hvor der i nogle år var skovbørnehave. Ved hospitalets 25 års jubilæum fik han – foruden et sølvbæger – overrakt en sparekassebog med 100 kr. og løfte om, at han hvert år kunne hæve 100 kr. at indsætte på bogen. Ved Hospitalets 40 årsjubilæum blev han udnævnt til Dannebrogsmand, og korset, som er symbolet herpå, viser han gerne frem.

 

 

Pastor Vad, Røsnæs.

Referat fra “Rundt om bordet” samtale i 1992. Pastor Vad indledte.

I august måned i 1942 cyklede pastor Vad for første gang til Røsnæs. Det var en dejlig tur, da man fra vejen, helt frem til1961 kunne se fjorden hele vejen ud til Røsnæs, da den gamle vej gik bag om Kongstrupgården.

Raklev Kirke er formentlig den første kirke, der er bygget efter reformationen, og det var Abbed Melchior, der tog initiativ til at bygge kirken. Selve sognet er det største landsogn på Sjælland, og havde i 1964 omkring 2000 indbyggere.

Pastor Vad foretog ca.1/3 af de kirkelige handlinger i Raklev Kirke ved siden af kirkehandlingerne i Røsnæs. Ejner Larsen, der på den tid var karl på Nostrupgården, kørte for Vad, når han skulle ud for at besøge borgerne.

Raklevgården, der blev bygget i 1896, var den gamle præstegård indtil den nuværende præstegård blev bygget i 1956. Vad fortalte, at portalerne blev bygget fordi en tjener skulle stå på hver side og modtage, når der kom gæster i præstegården.

Under krigen gemte man våben i krybten i Raklev Kirke, og pastor  Vad fortalte videre, at der under krigen var barakker på Nyrupgårdens marker. Først husede barakkerne 2000 tyske soldater, intil disse blev sendt til Østfronten. På den tid var Peter Rasmussen sognefoged, og pastor Vad husker en sag, der drejede sig om indbrud i sommerhuse, som de tyske soldater fik skylden for. Det blev aldrig fastslået, om det var soldaterne, der var de skyldige, men kommandanten udtog hver 10. mand, og sendte dem til østfronten som straf.

Efter at de tyske soldater havde forladt barakkerne ankom der flygtninge fra Ungarn. En ældre lærer blandt flygtningene lærte Vad nogle af de salmer, som flygtningene kendte, og det lettede ved begravelserne. Vad kunne mindes, at han havde begravet 10 børn fra den samme moder. Det fortæller jo lidt om den store dødelighed, der var i lejren. I januar 1946 var situationen i lejren deprimerende og håbløs, og i 1947 havde alle forladt lejren.

Den 30. april 1945 gik en troppetransport ned, og en tysk løjtnant på 18 år forlangte nazibegravelser foretaget, og soldaterne blev begravet i en fællesgrav ved nordsiden af sakrestiet.

I 1946 var Karl Pedersen sognerådsformand i Raklev kommune, og Vad huskede, at det var et problem for kommunen, at Lerchenfeldt antog sæsonarbejdere, fordi at når de havde arbejdet i 3 måneder, var de berettiget til hjælp fra kommunen.