Et bevæget liv.
Anders Petersen blev født i Kalundborg den 31. juli 1824 som søn af murer Peter Jørgensen. Han opholdt sig i Kalundborg til sit 7. år, da forældrene flyttede fra byen og bosatte sig i Svenstrup.
Den unge knægts barndom formede sig som de fleste af hans ligestilledes, det vil sige med hårdt arbejde.
Efter at have afsluttet sin skolegang i Vollerup Skole kom Andreas Petersen i murerlærer; men professionen tiltalte ham ikke, da han havde rejseblod, der ikke lod ham i fred nogen steder, Når han stod oppe på stilladset, glemte han arbejdet, og drømte om de store fjerne byer, hvor skove af spir og tårne tegnede sig mod den solklare himmel, som han havde læst om i skolen. Forældrene strittede imod at han forlod professionen, men endelig gav de efter, og glad og fornøjet satte den unge Anders kursen imod Kalundborg, hvor han fik hyre ombord på skonnerten “Elida”, der blev ført af kaptajn Gram og som gik i fart på Kalundborg og England. Med dette skib pløjede Anders Petersen søen i 2 år, men under et af opholdene i England, blev han ked af de små forhold, der var om bord, og en skønne dag deserterede han og satte kursen mod Amerika, som var datidens eventyrland.
Han holdt sig imidlertid ikke i ro i lang tid. Når han færdedes ved havnen i New York og så de store sejlere, der var for ind og udgående, kom feberen atter over ham og til sidst gik han på langfart med et stort sejlskib, der såvel pløjede det store Ocean som Atlanterhavets og Middelhavets bølger.
På en af turene vi gjorde fra Kina til Amerika, blev vi overfaldet af et lille kinesisk sørøverskib . Disse overfald hørte dengang til dagens orden, og det gjaldt derfor om at være bevæbnet til tænderne, for at holde pakket på afstand. Som sagt, vi kom fra Kina ladet med the og silkevarer, og vi var ikke kommet ret langt ud i Rum Sø, før vi opdagede, at vi blev forfulgte, og det blev vi et godt stykke tid. Da sørøverne ikke syntes at give sig i lag med os. Men på tredje dagen fandt imidlertid min kaptajn, at han gerne vil sende sørøverne en venlig hilsen, og det gjorde han ved at affyre en kanon lige foran sørøverskibets bov. Besætningen der ombord besvarede straks hilsenen ved at sende os fem skarpe skud, som til dels ødelagde vores sejl. Kaptajnen ombord i vores skib var en modig mand, og han kommanderede alle kanonerne frem. Nu påfulgte der en heftig kamp, hvor sørøverne trak det korteste strå, i det vi skød deres skib i sænk, hvorved hele mandskabet, som talte et par hundrede mand, fandt deres grav i bølgerne.
Efter den lille skærmydsel satte vi kursen mod New York, hvor det passerede blev meddelt autoriteterne, hvorefter vi alle blev afhørte med det resultat, at det blev betydet os, at vi havde handlet i lovens ånd.
Ved ankomsten til Amerika fik Anders Petersen en styrmandsplads ombord på ét af skibene, der går i fart på de store søer. Under arbejdet ombord var han imidlertid en dag så uheldig at få overbalance og falde udenbords, hvilket nær var blevet hans død. Det var en kold vinterdag og han havde allerede været til bunds et par gange, da en kammerat kom til og fik ham bjerget på det tørre igen.
I alt sejlede Anders Petersen i 8 år fra Amerika. I de sidste 4 år hørte han aldrig noget herhjemme fra, skønt han havde både sine forældre og sin kæreste at tænke på; men måske var det ham, der ikke var så flittig til at skrive, som han burde være, eller måske var det postvæsenet skyld. Men en aften skete der en tildragelse, der bevirkede, at han atter kom i forbindelse med sin kæreste. Han sad nemlig alene i kahytten og læste, da han på dansk hørte en røst udbryde “Hvad bestiller du, Anders?” Anders Petersen fortæller, at han straks for op på dækket, men der var ingen, da hele besætningen havde landlov. Han blev helt underlig til mode og fik en så stærk længsel efter hjemmet og sine pårørende, at han straks satte sig til at skrive til sine forældre og kæreste. Nu gik han i lang tid og ventede forgæves på brev, og endelig en dag kom der da også et til ham med et dansk frimærke. Da han havde læst det, viste det sig, at være fra hans kæreste, der ikke havde glemt ham, trods den lange tavshed. Straks gik han til kaptajnen, forlangte afmønstring og satte med det samme kursen mod New York, for derfra at rejse til Liverpool, en rejse, der foretoges med et sejlskib, og varede akkurat 27 dage. – Fra Liverpool forsattes rejsen over Hull til Hamborg, og derfra videre til Korsør og Slagelse, fra hvilket sidste sted han tiltrådte turen til fods, da der på den tid ikke fandtes postdeligencer, langt mindre toggang.
Den 2. februar 1854 nåedes hjemmet i Svenstrup, og hans hjemkost vagte naturligvis stor glæde; men der var dog nogle hindringer at overvinde. Først var der den, at han tildeles havde glemt sit modersmål ude i det fremmede.
Opholdet skulle imidlertid ikke blive af lang varighed, i det krimkrigen var udbrudt, i hvilket anledning Anders Petersen blev indkaldt til at aftjene sin værnepligt ombord i en Korvet, der havde til opgave at ledsage de franske og engelske krigsskibe ned gennem Storebælt (Være Politivagt).
Efter at han omsider havde udstået soldaterlivet, vendte han på ny tilbage til hjemegnen, hvor han straks efter giftede sig med sin kæreste, Kirstine Hansdatter, en datter af Hans Rasmussen, Saltbæk.
I 2 år opholdt det unge par sig i nu i hendes hjem; men omsider kom de i tanke om, at de ville have sig en ejendom, og i den anledning flyttede de til Brændemosen, hvor de fik 10 tønder land og samtidig fik de opført en lille ejendom, som Anders Petersen siden har afstået til sin søn.
Det agtværdige ægtepar, hvoraf konen siden afgik ved døden, har i alt haft 5 børn, hvoraf ét barn er afgået ved døren. De 4 levende, Christian Andersen, Saltbæk, samt en datter, Anna, gift med træskofabrikant Jørgensen, Ny Holmstrup ved Slagelse, Hans Peter Andersen, som er bestyrer på “Birket” mellem Holbæk og Nykøbing, samt endelig Lars Peter Andersen, hos hvem faderen opholdte sig til sin død.