Drengestreger

Ingemann Bagers forældre Niels Christian og Anne boede på den lille ejendom nederst på Bredekilde. De fik 10 børn. 5 piger og 5 drenge. På modsatte sidde af ejendommen boede Mads – kaldet “Fulde Mads”.  I Ingemanns bog “Den gamle mæglers erindringer”, fortælles følgende:

“Han var for os drenge den betydeligste mand, han var nemlig taknemmelig at drille og gøre gal. Særlig min store brødre var hårde ved Mads. Jeg var som den mindste kun 6 år på dette tidspunkt, og særdeles ufarlig for Mads. Som i øvrigt, når han ellers var ædru, arbejdede inde på Kålund Kloster hos Godsejer Lawaetz.

Og nu var det så heldigt, at vi boede midtvejs mellem hvor Mads boede og hans arbejdsplads, hvorved han nødvendigvis måtte passerer forbi vores ejendom. Og de muligheder forstod brorskabet at udnytte fuldt ud. Og det blev de også. Der gik nemlig megen tid med at udpønse de mest skumle planer, med henblik på at genere Mads mest muligt, uden selv at komme til skade. Og som regel gik det meget godt.

En af planerne bestod for eksempel i at passe Mads op, når han ved aftenstid passerede vores skjulested, og så i kor råbe vores smædevers ud mod “ofret”, såfremt han var påvirket af spiritus. Og det var han ganske tit. Resultatet af vores råb resulterede usvigeligt sikkert i, at Mads blev tosset og løb det bedste han havde lært efter os, hvilket ikke sagde så forfærdeligt meget, hvad vi naturligvis altid havde forudset. Hvorefter vi havde vores flugtveje klar.

Da Mads en aften beruset nærmede sig “fjenden”, gentog sceneriet på samme måde som så mange gange før. Mads løb efter os hen mod vores lade, og lynsnart for vi op ad stigen til loftet. Stigen trak vi naturligvis med os, og der stod så mads med sit – af sprut og raseri – rødblusede ansigt, og råbte med sine knyttede næver højt hævet: “I skal få høvl i rådne unger”, det var gerne hans faste valgsprog, når han var gal og fuld. Men vi var i sikkerhed for den rasende mand, som endnu engang måtte gå hjem uden at have opnået den ønskede hævn over synderne. Da Mads var gået, dansede Ebbe rundt af glæde i en sand krigsdans. Men det skulle han vidst ikke have gjort, for pludselig gav et af loftbrædderne efter og Ebbe faldt ned i stalden. Heldigvis for ham havnede han lige på ryggen af en bred, fed so, som gav et ordentlig ruf fra sig og for rundt med den desorienterede byrde, indtil Ebbe lidt ufrivilligt “Steg af” igen. Der var nogen oppe på loftet som morede sig.

En dag erfarede jeg, at “rådet” som bestod af brødrene, samt Kul-Jakobs Børge, havde besluttet sig for at gøre endnu et udfald mod Mads. Tid og sted blev bestemt. Dagen kom og jeg lille Pøjterjan, som jeg blev kaldt, traskede bagefter.  Lucermarken i nærheden af Mads’s bolig blev udset til “operation lucerne”, og alle gik i dækning i den langstilkede lucerne, som duftede ganske dejligt. Nogen havde i den stærke sommervarme set Mads gå ned til den store mergelgrav for at bade. Og den situation skulle jo udnyttes. Efter nogen tids forløb så vi undrende Mads komme gående nøgen nede fra Mergelgraven, med tyk ølmave og stor rød næse. Mon han var ædru? I hvert fald varede det ikke længe, før hylekoret sang de kendte strofer: “Mads i møjet, har du skidt på tøjet?” Og det varede heller ikke længe før Mads havde taget fært af, hvor lyden kom fra, og da han ikke var i humør til at blive “hyldet” på den måde, varede det ikke længe før Mads stilede hen mod vores skjul i lucernemarken, men selvfølgelig igen forgæves. De store lømler var hurtigt væk, kun efterladene mig mutters alene i lucernemarken. Jeg turde ikke stole på, at mine små ben kunne løbe fra Mads, så jeg blev liggende stille som en harekilling. Mads så på mig med sine store rødrandede øjne. Jeg husker, at jeg ikke var mange sure sild værd, men Mads så helt venligt på mig, stod ligesom han ikke rigtig vidste, hvad han skulle sige til mig, eller hvad? Men så rakte han mig pludselig sin barkede næve og sagde blot: “Kom, dreng”. Jeg var bange, men turde ikke andet end at følge med ham hjem til hans fattige bo. Hvad skulle der nu ske?

Da vi kom ind i stuen, som bl.a. havde gamle, røde plysmøbler, bad han mig venligst om at sætte mig og spurgte mig, om jeg var sulten. Jeg turde ikke andet end at sige ja. Lidt efter kom han med en spegepølsemad, og den var slet ikke ringe. Derefter kom han med en blå kaffekande uden tud og skænkede kaffe for mig. Jeg spiste i tavshed, sad vist og så mig omkring. Jeg var på en måde bange, men alligevel ganske tryg.

På væggen hang et billede af en soldat, en flot fyr. “Det er mig”, sagde Mads. Jeg gjorde store øjne og jeg undrede mig. Var det virkelig muligt for et menneske, at forandre sig så meget, det forstod jeg slet ikke. På væggen var også et billede af en bondegård. ” Det er mit gamle hjem”, sagde Mads lidt vemodigt, men på en måde lidt stolt. Mere fortalte han ikke om sin skæbne, men jeg kan huske, at han gav mig en 25 øre. Det var mange penge for mig. Lidt efter løb jeg glædestrålende i strid modvind hjem til mor, som modtog mig med åbne arme. Mor sagde til mig, at jeg ikke skulle løbe med de uartige store drenge, for Mads var nu god nok på bunden. Næste dag bad hun mig om at løbe op til Mads med en pakke. Den indeholdt en hanekylling. Sådan var mor.

Men en dag gik det alligevel galt for min bror Ebbe, da han skulle til købmanden for mor. Ebbe gik frejdigt op ad vejen, men så ikke Mads, som havde ligget på lur. Da Ebbe var lige ud for Mads, for denne frem og tog fat i Ebbes arm, og begyndte at slå løs på brormand. Men Ebbe tog hurtigt kurven over hovedet, så han mærkede ikke slagene. Vi så optrinet fra vores køkken, og snart var alle mand af hus for at hjælpe Ebbe. Far fik hurtigt talt Mads til fornuft, alt mens Elmer samlede sten sammen til en påtænkt afstraffelse af Mads. Ebbe tog kurven af hovedet og udbrød nærmest triumferende: “Ha, ha, jeg kunne slet ikke mærke slagene”. Og så gik han videre til købmanden. Han var sluppet med skrækken.