Erindringer.

Sten-Lars.

Hans  egentlige navn var Lars Christensen, og han var født i Skamstrup. Han var søn af en velhavende gårdejer, som foruden Lars havde 10 børn. Efter at Lars havde aftjent sin værnepligt, vendte han tilbage til faderen og hos andre bønder i sognet. Det var i denne periode han begyndte at arbejde med sten, som han med flid og dygtighed ud over det almindelige udgravede, løste, kløvede, sprængte og satte i hegn.  Snart fik den ivrige “Stenmand” øgenavne som “Stenbideren”, og “Lars – sten”, men det mest almindelige øgenavn blev “Sten-Lars”. Da han var omkring de fyrre år oprandt en periode i hans liv, hvor han forandring til huleboer ligger.

Lars fortæller selv, at han efter faderens død for sin fædrenearv købte sig et stykke jord beliggende mellem Raklev og Kalundborg. Her begyndte han at bygge et hus, men nåede kun at få kælderen færdig, og så siger han, at pengene var sluppet op – men Lars tog bolig i det alligevel. Men sagnet vil vide, at det var en anden ting, der var årsag til det. Lars var blevet forelsket, og friede til en gårdmandsdatter i Raklev, og fik ja. Men da Lars havde fået kælderen færdig var pigens kærlighed forsvundet, og den ulykkelige og trøstesløse Lars slog sig derfor til ro i kælderen, og der blev aldrig bygget videre på huset.

Han blev boende i kælderen i 27 år. Engang hvor han – som så ofte – havde fået for mange “Pægle”, var han uheldig at falde og brække det ene ben, og han blev – meget mod sin vilje – indlagt på fattighuset i Kalundborg. Så snart bruddet var nogenlunde lægt, humpede Lars hjem på sine krykker, men helbredet havde taget skade under den lange “faste” på sygelejet, men han måtte igen ud af “Hulen” og tage tvungen ophold på Fattighuset, hvor han lå til sin død den 7. marts 1867.

Det liv,, han førte, vakte almindelig opsigt, men mest afsky, og hans omgivelser i og omkring hulen gjorde sit til, at folk gik en omvej for at undgå at møde “Sten-Lars”. Taget over kælderen var dækket med tang og jord, så der til tider kunne dyrkes kartofler, som han formodentlig  spiste råt, såvel som næsten alt andet. Men at taget var skørt fortæller sagnet, at en ko der var blevet fristet af græsset på taget, faldt igennem og faldt ned til “Sten-Lars”.  Han blev rasende ” og var ikke god at møde i lange tider.” Selve  indgangen dannedes af en gammel, brøstfældig dør, og gennem en lav og smal åbning trængte man sig ind eller ned i det sorte ildelugtende rum, knap halvtredie alen høj, kun en lille åbning i taget, hvilket dog lige så tit var tilstoppet med en halmvisk, tillod et sparsomt  bundt lysstråler  AT TRÆNGE IND OG BRYDE MØRKET.