Sten-Lars.
Hans egentlige navn var Lars Christensen, og han var født i Skamstrup. Han var søn af en velhavende gårdejer, som foruden Lars havde 10 børn. Efter at Lars havde aftjent sin værnepligt, vendte han tilbage til faderen og hos andre bønder i sognet. Det var i denne periode han begyndte at arbejde med sten, som han med flid og dygtighed ud over det almindelige udgravede, løste, kløvede, sprængte og satte i hegn. Snart fik den ivrige “Stenmand” øgenavne som “Stenbideren”, og “Lars – sten”, men det mest almindelige øgenavn blev “Sten-Lars”. Da han var omkring de fyrre år oprandt en periode i hans liv, hvor han forandring til huleboer ligger.
Lars fortæller selv, at han efter faderens død for sin fædrenearv købte sig et stykke jord beliggende mellem Raklev og Kalundborg. Her begyndte han at bygge et hus, men nåede kun at få kælderen færdig, og så siger han, at pengene var sluppet op – men Lars tog bolig i det alligevel. Men sagnet vil vide, at det var en anden ting, der var årsag til det. Lars var blevet forelsket, og friede til en gårdmandsdatter i Raklev, og fik ja. Men da Lars havde fået kælderen færdig var pigens kærlighed forsvundet, og den ulykkelige og trøstesløse Lars slog sig derfor til ro i kælderen, og der blev aldrig bygget videre på huset.
Han blev boende i kælderen i 27 år. Engang hvor han – som så ofte – havde fået for mange “Pægle”, var han uheldig at falde og brække det ene ben, og han blev – meget mod sin vilje – indlagt på fattighuset i Kalundborg. Så snart bruddet var nogenlunde lægt, humpede Lars hjem på sine krykker, men helbredet havde taget skade under den lange “faste” på sygelejet, men han måtte igen ud af “Hulen” og tage tvungen ophold på Fattighuset, hvor han lå til sin død den 7. marts 1867.
Det liv,, han førte, vakte almindelig opsigt, men mest afsky, og hans omgivelser i og omkring hulen gjorde sit til, at folk gik en omvej for at undgå at møde “Sten-Lars”. Taget over kælderen var dækket med tang og jord, så der til tider kunne dyrkes kartofler, som han formodentlig spiste råt, såvel som næsten alt andet. Men at taget var skørt fortæller sagnet, at en ko der var blevet fristet af græsset på taget, faldt igennem og faldt ned til “Sten-Lars”. Han blev rasende ” og var ikke god at møde i lange tider.” Selve indgangen dannedes af en gammel, brøstfældig dør, og gennem en lav og smal åbning trængte man sig ind eller ned i det sorte ildelugtende rum, knap halvtredie alen høj, kun en lille åbning i taget, hvilket dog lige så tit var tilstoppet med en halmvisk, tillod et sparsomt bundt lysstråler at trænge ind og bryde mørket. På nogle pæle var der anbragt en briks, hvor halm erstattede sengetøj og hans hovedpude var en sten, hvorover der var lagt et stykke tøj.
Hvad Sten-Lars fortærede, er vel nok det, mest mærkværdige og det mindst appetitlige ved hans levevis. Rotter, mus og rå fisk er den mest omtalte menu. Adskillige har set ham fortære levende ål, hvis hale daskede ham om munden. Det var denne afskyelige og dyriske levevis der vagte folks almindelige afsky og væmmelse over Sten-Lars.
En særlig streng vinter, da det havde sneet stærkt, og hans jordhule – som sædvanligt om vinteren – var føget til, fandt man det klogest at bringe Lars ind på Fattiggården i byen, og derfor formelig gravede ham ud af hulen; men efter at have tilbragt den første nat i byen stak Lars af og flygtede tilbage idet han sagde, at nok havde han ligget med både med træsko og bukser på, men han havde aldrig frosset således ude i sin hule.
Udpluk fra ” Fra Holbæk Amt”1933 – 35