En kendt personlighed huskes endnu af de ældre i sognet, nemlig Bodil Marie Jørgensen, fra Kallerup, kaldet „Blomstermarie‟, hun har til Dansk Folkemindesamling i 1906 fortalt om, hvad hun kunne huske hendes mor og bedstemor havde fortalt hende bl.a om nisser:
„Når der var spist, blev den grød, der var blevet levnet, pyntet op, og der blev lavet et nyt smørhul, hvorpå den blev sat ud i bryggerset til nissen med ordene:‟ Du lille nisse med huen rød, skal også have sin julegrød.‟ Denne skik er efter hvad min moder meddeler meget gammelt. Nisserne mentes altid at have forbindelse til juletiden, så var de altid rigtig på færde; det var derfor meget om at stå sig godt med nisserne, og et rigtigt stort smørhul i julegrøden satte nissen meget pris på.‟
Bodil Marie troede på nisser, ja, hun havde endda selv mødt dem. En vinterdag, da hun gik hjem fra Kalundborg, var det blevet et forrygende fygevejr, „røgvejr‟. Hun var ved at gå vild, men ude ved „Nygård‟ kom der en nisse og viste hende vejen til Kallerup.
Til Folkemindesamlingen fortæller Bodil Marie videre:
„Ligeledes var det ikke heldigt at slukke lyset juleaften, thi den der slukkede lyset, skulle dø inden året var omme. Lyset fik lov til at brænde. Det var tællelys, der brugtes, de var lidt udrøje (ikke forslag i det).‟
„Nytårsdag skal solen skinne, mens sadelen ka` lægges på kongens hest, så bliver det et godt år.‟
„En mørk jul giver et lyst ladegulv ( lille udbytte). En lys jul giver et mørkt ladegulv ( et godt udbytte.)‟
Om fastelavn fortæller Bodil Marie:
„Det var gerne væddemål mellem karle og piger; disse (pigerne) skulle sanke en snes æg op, der var lagt med tre favnes mellemrum mellem hvert æg; hvis der var sne, blev hvert æg lagt på en tørv. Æggene skulle samles i en kurv, men kun et ad gangen, og så skiftedes pigerne til at samle disse op. Og mens pigerne udførte dette stykke arbejde, skulle karlene løbe en „høstvøvl‟ af en høtyv. Det var en lag line reb, der var vundet fast om høtyven, og så skulle de løbe den af i stram line; det hold der blev først færdige, havde vundet, hvad der var sat af til dem, gerne kaffe og æggesøbe.‟
VANDTROLDEN I KATTEGAT.
På Vollerup bys jorder, nogle hundrede alen fra Kattegattet, ligger en bredagtig høj, der kaldes „Kildebjerg,‟ fordi Raklev Sognekirkes opførelse først var påbegyndt der. Men til almindelig skræk og gru omstyrtede vandtrolden i Kattegattet hver nat alt det, der var opført om dagen. Derfor forsamlede meninghedens ældste sig og rådslog om, hvorledes de bedst kunne overvinde denne lede trold, der var utilgængelig på havets dybe bund og desuden var skrækkelig ondskabsfuld og så stærk, at han kunne kaste en sten, som ikke engang 4 heste kunne trække 4 mil bort. Alle forslag strandede på vished om troldens ondskab og magt, indtil en olding rejste sig og sagde: ‟ I ved, at Hans Stærkes store stude‟ ( ved disse ord begyndte det at syde og bruse ude i stranden) ‟ aldrig kan forliges. Disse tager I og sammenbinder stiltiende.( Herre Gud, vær os nådig, se, hvor trolden sprøjter vandet i vejret) og lader den derpå gå, og der, hvor de fredelig lægger sig til ro, der kan I sikkert bygge kirken. „Som sagt blev der gjort, og bygningen gik uforstyrret fremad. Men inden studene var sammenbundne, udspyede trolden en svovlild, så at han nær havde kvalt hele forsamlingen, og til sidst piskede han vandet til fråde og skum, så at bønderne havde ondt ved at finde deres hjem.
TROLDENE I VOLLERUP.
Da en bonde fra Vollerup for mange år siden en aften kørte fra Kalundborg til sit hjem, blev han ved en ved vejen liggende høj gentagne gange tilråbt: ‟ Hils hjemme, Ali er død‟, og samtidig forekom det ham, at nogen puslede omkring vognen. Han kørte da raskt til, trøstende sig til, at han snart var hjemme. Da han var kommet ind i stuen, udbrød han: ‟ Hør moér ! Her neden for højen, som du jo nok ved, råbte en pusling: ‟ Hils hjemme, Ali er død.‟ Men kors dog! Henne i kakkelovnskrogen sprang en trold frem og råbte: ‟ Så må jeg afsted.‟
Samme bonde fra Vollerup, ville ikke stå i nogen som helst forbindelse med disse arge trolde; derfor tog de stundom selv, hvad de ønskede hos ham. Han mærkede nemlig, at hans øl, og især den fjerding, han selv drak af var udrørt, hvilket han mente, var forårsaget af troldene. Han hørte en aften silde, at det puslede i ølkammeret, han besluttede da at gøre en ende på det uvæsen og råbte til konen: ‟ Moér! Stå mig bi og hold et kors over mit hoved.‟ Således rustet åbnede han døren til ølkammeret, men så ingen, hvorimod øllet strømmede ud af hans bedste fjerding. Troldene havde nemlig ikke fået tid, til at sætte tappen i af angst for korset. ‟ Det kunne ikke være andre end troldene, for ellers havde han nok set nogen.