Digebruddet på Vrøj 21 okt. 1921.
Fortalt af Vilhelm Hansen i 1970-1972 til Søren Bosendal. Vilhelm boede dengang på Saltbæk Ringvej 3. Søren var skoleelev i Raklev og skulle skrive om stedet han boede.
21 oktober 1921 vågnede vi op til en orkanagtig storm fra nord, den vante vindretning for kysten her. Min far bad mig gå til stranden for at se til bådene, som jo lå langs hele kysten. Hver fisker havde sit både sted. Jeg var dengang 14 år. Med møje havde jeg kæmpet mig frem mod vinden, da jeg nåede stranden mødte der mig et frygteligt syn. Bølgerne havde jævnet hele forstranden. Alle bådene lå som mere eller mindre vrag og skyllede frem og tilbage langs dæmningen, for hver bølge, der kom, skyllet den ind over dæmningen. Ved kanalen var de tykke stenporte smadret, vandet skyllede ind gennem hullet og mudrede et stort hul op på engen bag ved dæmningen, som et stort gadekær. Jer, det kan ses den dag i dag. Vores den ene båd sad på tværs i porthullet og tog en del af for det store vandpres, ellers var hullet på engen blevet meget større.
Jeg næsten fløj med vinden hjem for at berette om det frygtelige; alt er næsten ødelagt ved stranden sandet skylder ind over engen, bådene er smadret, vores den ene båd sidder på tværs i hullet ved sluseporten; alt er ødelagt råbte jeg. Tag det med ro, sagde min far; kan jeg så få en ordentlig besked. Jeg gentog det hele så blev vor far gal og sagde: Du farer med en halv vind, kan vi så få en ordentlig besked. I det samme ringede telefonen. Det var en inspektør Corfusen på Vrøj, om ikke vi kunne få bud til alle mand i Saltbæk om at komme så hurtigt som muligt og hjælpe til at stoppe renden i dæmningen, og de skulle alle tage skovle med. Så måtte jeg rundt til alle i byen med besked om at komme. Nogen steder lo folk af det hele og kaldte det en storm i et glas vand; men et sted, jeg var inde, satte konen sig på brændekassen ved siden af komfuret og gav sig til at græde. Hun kunne huske hvor højt vandet gik da Saltbækvig blev inddæmmet efter krigen i 1864.
Alle de som kunne komme afsted drog mod Vrøj for at hjælpe det de kunne. Der, hvor der først gik bud var på dæmningen mellem Bette Vrøj og Store Vrøj. Det var et sted, hvor der var kørt skråt op over dæmningen, så der var blevet ligesom en lille hulvej, og dette hul havde folkene fra Vrøj og alle dem som kom til fra Saltbæk omtrent fået stoppet. Men så skete der et brud på dæmningen nærmere Store Vrøj. Det kunne de ikke stoppe, selvom de fleste løb derhen, vel ca. 200 meter fra det første brud, og da de kom tilbage, var det første hul så stort, at det næsten var umuligt at komme tilbage. Så var det sket. Vandet skyllede ind i Saltbækvig, tog græs, sten og græstørv. I løbet af formiddagen var det første brud ca. 50 meter bred og det store over 100 meter. Alt blev sat under vand. Vandet stod i højde med den nederste vinduesrude i alle husene på Vrøj. Det grå hus, som lå ud for brændemosen; det lange hus ved stranden, og gården, som var forpagtet ud til Eliasen. Hans kone måtte vade i vand til midt på livet for at nå op til dæmningen. Harer og alt andet vildt samlede sig på de højeste steder; man kunne se op til over 20 harer på sådan en lille høj, indtil den også forsvandt under vandet, og så måtte de svømme til de fandt i vand. Mange druknede, fordi de blev ved med at svømme omkring på samme sted.
Nytårsnat kom en ny stormflod; alle lave enge blev sat under vand. Vandet gik langs vejen mod stranden, skyllede op mod den nederste gård i Saltbæk, der hvor der nu er hundepension, fyldte møddingen med vand, og fortsatte gennem hovedgrøften, fyldte gadekær og alt med saltvand.
